Energifællesskaber er den bedste model for ’yes in my backyard’
Stephan C. Krabsen
24. august 2023
Frem for opslidende kampe om størrelsen på kontante
kompensationer, er det bedre hvis naboer til grønne energianlæg bliver
medskabere, skriver Morten M. Westergaard, klimachef i Middelfart
Kommune og Stephan C. Krabsen, EBO Consult, i dette debatindlæg. Debatindlægget
blev bragt i Klimamonitor d. 14. august 2023.
Det er en national opgave at etablere mere Vedvarende Energi (VE) på land
og udfase gas og olie fra danskernes boligopvarmning i hurtigt tempo. Det er to
opgaver som National EnergiKriseStab, NEKST, har fået stillet.
Vi vurderer, at ved at prioritere en model baseret på energifællesskaber,
vil vi kunne øge tempo og volumen for VE på land og udfasning af fossil
rumopvarmning. Energifællesskaber kan få ’stedets’ interesser og behov i spil
på en anden måde end nuværende modeller i eksisterende lovgivning.
Energifællesskaber
Virkemidlet ’energifællesskaber’ skal forstås konkret og efter
bekendtgørelse herfor. Lovgivningen, der stammer fra EU, er et overordnet
juridisk setup, der lader os som virksomheder, privatpersoner, offentlige
myndigheder med flere arbejde med VE-produktion, lagring, anvendelse og deling
af vedvarende energi med videre til produktionspris, efter hvile-i-sig selv
principper og med adgang til finansieringsmuligheder, der eksempelvis kendes
fra varmeforsyningsloven.
Der er indlejret et decentralt perspektiv i modellen, og perspektivet
indlejres nu i dansk lovgivning med blandt andet førnævnte bekendtgørelse.
Kommissionen arbejder i øvrigt for, at alle kommuner i Europa med over 10.000
indbyggere etablerer mindst ét energifællesskab i 2025.
Modellen lægger kraftigt op til samspilsmodeller, der har vist
’Yimby’-resultater (Yes In My Backyard) og dermed, at blandt andet kommuner og
developere ’genopfinder’ nogle af deres traditionelle procedurer.
I Danmark har vi set tre steder, hvor man har etableret konkrete anlæg,
med energifællesskabers decentrale udviklingsprincipper, med held:
· Nærvarmeværket i
Føns
· Borgernes
solcellepark i Brenderup
· Vindmøller og
varmeværk i Hvide Sande.
Alle er med folkelig opbakning, begejstring og på eget initiativ.
Flere er på vej, blandt andet boligområdet Hyllegaard Høje ved Hvalsø
samt Energifællesskab Avedøre, hvor bekendtgørelsens økonomiske model bringes i
spil.
Den helt særlige pointe er, at energifællesskaber kan samordne
produktion, lagring, anvendelse og deling af flere forskellige teknologier
under ét selskab. Derved bidrager energifællesskaber også til at løse den
nationale udfordring med stigende investeringer i udbygning af det kollektive
elnet som følge af den grønne omstilling og decentral strømproduktion.
Uden at være et egentligt energifællesskab har ganske få mestret at
sammenkoble vind, sol og varmeforsyning så elegant som Hvide Sande fjernvarme,
der har Danmarks billigste varmepriser. Hvis andre vil kopiere denne helhedstænkning,
vil det juridisk, administrativt og praktisk være klogt at overveje
organisering gennem energifælleskaber.
NEKST har mindst to legekammerater til at løse opgaven.
Den ene model er at gøre som vi plejer. Den anden er energifællesskaber.
De kan i øvrigt leve sammen og tænkes sammen.
Når vi gør, som vi plejer
Når vi opstiller VE på land, såsom solceller og vindmøller, diskuteres
der ofte ud fra monetære kompensationsprincipper. Vi taler ofte om at dirigere
kompensationspenge direkte til de enkelte naboer til VE-anlæg. Derfra
diskuteres beløbsstørrelser.
Logikken er er kort sagt: ’Penge til de enkelte personnumres kontonumre’.
Herfra eksploderer debatten ofte om beløbsstørrelser og kan på den baggrund
gøde jorden for lange og ufrugtbare processer.
Den anden model
Når vi begynder med ideen om energifællesskaber, begynder vi (borgere,
kommuner og developere) fra den blanke tavle med spørgsmålet ’hvordan vil vi
deltage i den grønne omstilling?’
Alene det at skabe et rum til refleksion, uden det mentale vejbump som et
udefrakommende skitseprojekt kan være, er værdifuldt. Masser af målinger viser,
at folk vil den grønne omstilling, de vil gerne tænke med, og mange er stolte
over anlæg i baghaven, hvis de har et reelt medejerskab og selv har valgt
teknologien.
Hvad kan folk finde på?
Rigtig mange mennesker uden for de fjernvarmeforsynede byer vil have grøn
rumopvarmning. Det er også et godt sted at starte, noget der berører egen
matrikel konkret.
Stort set alle danske byområder kan få fjernvarme, også hvis traditionel
fjernvarme ikke er muligt. Selv når kravet er klimavenlig forsyning baseret på
hurtig udrulning af effektiv varme – for selskab, samfund og beboerne.
Et attraktivt virkemiddel kan være
kollektiv varmeforsyning baseret på termonet. Langt hen ad vejen, og forsimplet,
kan termonet kaldes et kollektivt jordvarmeanlæg med individuelle varmepumper.
Ved nærmere eftersyn kan termonet være sektorkoblingens ’Premium’-værktøj.
Termonet er fælles jordvarmeslanger, der kan pløjes ned i marker,
rabatter eller fodboldbaner. Slangerne kan absorbere overskudsvarme fra
supermarkeder, spildevand eller afværgeboringer. Slangerne kan også bores ned i
jorden, ofte omkring 100 meters dybde, og derfor meget lidt pladskrævende. Med
termonet betyder afstande og varmetab mindre, energieffektiviteten er højere,
og så er systemet fra begyndelsen elektrificeret.
Med termonet og andre jordvarmesystemer kan vi gemme store mængder
overskudsvarme i jorden i månedsvis, så vi får en form for varmebatteri. Det
kan hjælpe med at balancere udsvingene i produktionen af sol- og vindenergi.
Varmepumperne i de enkelte huse kan styres – og styrer man mange – kan man
modvirke, at varmepumperne arbejder samtidigt for fuld skrald i spidslastperioder.
De lokale netselskaber har derfor en interesse i sådanne projekter som
led i arbejdet med prioritering af netforstærkninger og udbygninger. Kort og
godt, der kan skabes synergi og sektorkobling med lokale energi forhold.
Her er humlen i energifællesskaber: Som organisation kan de indeholde
både grøn varme og produktion af den strøm, der anvendes i eksempelvis et
termonet. Pludselig bliver vindmøller og solceller meget, meget interessante.
Samtidig giver energifællesskaber den mulighed at dele af kompensation
fra VE-anlæg går til et decideret medejerskab. Forestil dig at du får strømmen
til dit varmesystem til produktionspris og med en gunstig lokal tarifering.
Dertil kan noget af de grønne puljer bidrage til finansiering af de projektforslag,
der skal udarbejdes for at sikre sunde varme projekter.
Det kræver blot, at vi tænker i helheder ud fra lokale forhold, herunder
lokale interesser og behov. Den slags tanker kan udleves igennem
energifællesskaber.
Mon ikke vi kan sætte os sammen og få fart på den grønne omstilling under
de rammer, hvis vi tænker nyt og gentænker opstartsprocesser for lokalområder?
Recommended Posts
Energi for fællesskabet – Energifællesskaber og havvind
24. november 2024
Energifællesskaber: En del af fremtidens energisystem
20. november 2024
Fællesskaber giver energi – Aarhus’ nye energifællesskaber
20. november 2024